Temaer i science fiction: rumrejser, tidsrejser, robotter og fremmede væsener

Et tema i science fiction er en idé, der går igen på tværs af mange værker: rejsen til en anden planet, mødet med et fremmed væsen, maskinen der tænker selv. Temaerne er genrens fælles værktøjskasse, og de kombineres på mange måder i undergenrerne. Ifølge engelsk Wikipedia er genrens motiver vokset over tid, fra rumfart, liv på andre kloder, tidsrejser og robotter til parallelle universer, dystopiske samfund og biologisk manipulation og senest informationsteknologi, transhumanisme og miljøudfordringer.

Rumrejser og nye verdener

Rejser til andre himmellegemer hører til genrens ældste temaer. Johannes Keplers Somnium (udgivet 1634) beskriver en rejse til Månen, og Jules Vernes roman From the Earth to the Moon udkom i 1865. Rumrejsen er stadig en hjørnesten, både i realistiske fortællinger som filmen 2001: A Space Odyssey (1968) og i eventyr i stil med space opera.

Rumrejsetemaet har fået sit eget ordforråd:

• Hurtigere end lyset (FTL). Ifølge relativitetsteorien kan kun masseløse partikler nå lysets hastighed, og intet kan gå hurtigere. Alligevel er FTL et almindeligt redskab i science fiction-handlinger. Den teoretiske „Alcubierre-drift“ fra 1994 forestiller sig en boble i rumtiden, men kræver eksotisk stof og er langt fra praktisk brug.
• Generationsskibe. Et skib, der er undervejs i hundreder eller tusinder af år, så at de oprindelige passagerer dør, og deres efterkommere fortsætter. Robert A. Heinleins Orphans of the Sky og Brian Aldiss’ Non-Stop hører til de klassiske værker om temaet, og Aldiss skildrer, hvordan samfundet ombord kan bryde sammen.
• Ormehuller. En hypotetisk forbindelse mellem fjerne punkter i rumtiden. Einstein og Nathan Rosen beskrev i 1935 en sådan løsning i relativitetsteorien, men ormehuller er aldrig observeret. I fiktionen gør de det muligt at rejse mellem stjerner eller universer i løbet af et liv.
• Terraforming. At ændre atmosfære, temperatur og økologi på en planet, så den ligner Jorden. Ordet stammer fra Jack Williamsons novelle „Collision Orbit“ (1942). Mars nævnes ofte som mål, fordi den er den mest jordlignende planet i solsystemet.
• Dyson-sfæren. En tænkt megastruktur om en stjerne, der opfanger dens energi. Fysikeren Freeman Dyson beskrev idéen i 1960 og lod sig inspirere af Olaf Stapledons roman Star Maker (1937).

Flere af begreberne forklares kort i begreber fra A til Å.

Tidsrejser

Tidsrejser handler om at bevæge sig frem eller tilbage i tiden på en måde, der adskiller sig fra det almindelige tidsforløb. Samuel Maddens Memoirs of the Twentieth Century (1733), hvor breve fra fremtiden når frem til fortiden, regnes som et af de tidligste eksempler. Enrique Gaspar y Rimbaus El anacronópete (1887) er måske den første historie med et fartøj konstrueret til tidsrejser, og H.G. Wells’ Tidsmaskinen (1895) gjorde tidsrejser med maskine kendt.

Fortællingerne støder uundgåeligt på paradokser. Det mest kendte er bedstefarparadokset: Hvis en tidsrejsende i fortiden forhindrer sine egne bedsteforældres møde, kan vedkommende ikke eksistere, men så kan vedkommende heller ikke have rejst tilbage. Nogle forfattere løser det ved at lade fortiden være uforanderlig, andre ved at inddrage parallelle universer.

Hvad siger fysikken? Rejser frem i tiden er forstået som tidsforlængelse i relativitetsteorien, men effekterne er små. Ifølge den danske Wikipedia var kosmonauten Sergei Avdeyev i 2015 den, der havde „rejst“ længst frem: omkring 1/50 sekund efter 748 døgn i rummet. Rejser tilbage i tiden er ikke påvist. Visse løsninger i den generelle relativitetsteori tillader dem, men om de kan eksistere fysisk, er uafklaret.

Tidsrejser er også et dansk tema: DR’s julekalender Tidsrejsen 2 (2024) er en selvstændig fortsættelse af Tidsrejsen (2014), og dens 24 afsnit rejser både frem og tilbage i tiden, bl.a. til 1990’erne og middelalderen. Se mere under dansk science fiction.

Robotter, androider og kunstig intelligens

Ordet robot kommer fra Karel Čapeks skuespil R.U.R. (udgivet 1920, urpremiere 2. januar 1921). Det bygger på det tjekkiske robota, „tvangsarbejde“, og Čapek tilskrev selv ordet sin bror Josef. I stykket gør kunstige arbejdere oprør mod menneskene. Fiktive kunstige væsener er ældre end ordet: Mary Shelleys Frankenstein (1818) læses af nogle som en tidlig fortælling om et kunstigt væsen, der vender sig mod sin skaber.

Siden har temaet udviklet sig i flere retninger:

• Androider er menneskelignende kunstige væsener. I fiktionen kan de være mekaniske eller organiske, og de adskilles ofte fra robotter. Ofte nævnte værker er Philip K. Dicks Do Androids Dream of Electric Sheep? og filmen Blade Runner (1982).
• Cyborger er levende væsener med kunstige legemsdele. Ordet blev foreslået i 1960 af Manfred Clynes og Nathan Kline, som en sammentrækning af „cybernetic organism“.
• Oprørske maskiner er en gentagen fortælling: Maskinerne vender sig mod deres skabere. Asimov kaldte mønstret for „Frankenstein-komplekset“. Eksempler er R.U.R. og computeren HAL 9000 i 2001: A Space Odyssey.
• Regler for maskiner. Asimovs tre robotlove er et forsøg i fiktionen på at gøre kunstige væsener underdanige.
• Gavnlig kunstig intelligens. Andre værker, bl.a. Iain Banks’ Culture-romaner, skildrer samfund, hvor intelligente maskiner og mennesker lever side om side.

Ordet singularitet bruges om et hypotetisk punkt, hvor teknologisk vækst løber fra menneskelig kontrol. Vernor Vinges essay „The Coming Technological Singularity“ (1993) gjorde idéen kendt. Singulariteten er ikke påvist og er omstridt.

Fremmede væsener og første kontakt

Fortællinger om møder med liv fra andre verdener kaldes første kontakt. H.G. Wells’ The War of the Worlds (føljeton 1897, bog 1898), hvor marsboere invaderer Jorden, nævnes ofte som kilden til tematikken. Murray Leinsters novelle „First Contact“ (1945) er en af de mest kendte, der handler direkte om temaet. Carl Sagans roman Contact (1985) lader et radiosignal fra stjernen Vega føre til tovejskommunikation via en maskine, hvis tegninger er vedlagt budskabet.

Fremmede væsener bruges på flere måder: som trussel, som spejl og som tankeeksperiment om kommunikation. Ursula K. Le Guins The Left Hand of Darkness (1969) bruger en fremmed planet til at undersøge køn og samfund. I både science fiction og fantasy bruges ordet race i en bredere betydning end i dagligdags tale, om fiktive arter og folkeslag, der bor i en opfundet verden.

Samfund, magt og overvågning

Mange fortællinger bruger fremtiden til at skildre, hvordan et samfund kan gå galt: totalitære stater, overvågning, propaganda og kontrol. George Orwells 1984 (1949) beskriver et samfund, hvor et statsparti overvåger borgerne og omskriver historien. Aldous Huxleys Fagre nye verden (1932) viser en verden, hvor mennesker formes i kaster, og Ray Bradburys Fahrenheit 451 (1953) en, hvor bøger er forbudt. Margaret Atwoods The Handmaid’s Tale (1985) foregår i republikken Gilead, et religiøst styret samfund i det tidligere USA.

Disse værker hører til dystopierne, og deres modsætning er utopierne. Begge har fået en selvstændig artikel: utopi og dystopi: hvad betyder dystopi.

Mennesket og teknologien

• Virtuelle verdener. Ordet cyberspace blev introduceret af William Gibson i novellen „Burning Chrome“ (1982) og gjort kendt af Neuromancer (1984). Filmen The Matrix (1999) viser en menneskehed, der holdes i en simuleret verden af maskiner.
• Genteknologi. Fagre nye verden handler om mennesker, der er skabt og konditioneret til bestemte roller; senere kom biopunk, hvor biologi afløser computere som omdrejningspunkt.
• Transhumanisme. Bevægelsen, der går ind for at forbedre mennesket med teknologi, blev gjort kendt som ord af biologen Julian Huxley i 1957. Transhumanistiske temaer findes i science fiction, bl.a. i 2001: A Space Odyssey.

Parallelle universer og alternative historier

Et multivers er en hypotetisk samling af alle universer, også kaldet parallelle universer eller mange verdener. Nogle fysikere mener, at det er en filosofisk idé frem for en videnskabelig hypotese, fordi den ikke kan modbevises, og der er ikke fundet statistisk signifikante tegn på det. Science fiction bruger gerne idéen til at stille „hvad hvis“-spørgsmål: hvad ville der ske, hvis en historisk begivenhed var forløbet anderledes? Samme spørgsmål ligger bag alternativ historie, som er beskrevet under undergenrer.

Katastrofer og undergang

Jordens undergang hører ifølge den danske Wikipedia til de typiske elementer. Postapokalyptiske fortællinger, fra Mary Shelleys The Last Man (1826) til nutidens klimafiktion som Octavia E. Butlers Parable of the Sower (1993), undersøger, hvad der bliver af mennesker og samfund efter et sammenbrud.

Hvad bruges temaerne til?

Temaerne har flere funktioner. De kan underholde og skabe undren, de kan fungere som tankeeksperimenter om, hvordan teknologi ændrer menneskers liv, og de kan kritisere nutidens samfund ved at forlænge dets tendenser. Isaac Asimov beskrev science fiction som litteraturen om menneskers reaktioner på ændringer i videnskab og teknologi. Med den definition handler temaerne i høj grad om mennesker og ikke kun om teknologien.

Oversigt

Hvordan temaerne har ændret sig gennem tiden, kan man følge i genrens historie. Hovedsiden om science fiction giver det samlede overblik.